Beslutning om investering i genopbygningen af Tyra feltet

30.11.2017

Partnerne i DUC har godkendt den endelige beslutning om at investere 21 mia. kr. i en fuld genopbygning af Tyra feltets anlæg. De nye anlæg forventes at stå færdige i 2022.

 

Med beslutning om fuld genopbygning kan produktion fra Tyraog de omkringliggende felter, Harald, Lulita, Svend, Valdemar, Roar og Tyra Sydøst fortsætte i fremtiden. Samtidig sikres en væsentlig del af infrastrukturen i Nordsøen, idet næsten 90 pct. af den danske gasproduktion føres gennem Tyra feltets anlæg og til land.

Tyra feltet har produceret siden 1984, og det har medført en nedsynkning af havbunden og derved også anlæggene. Kombineret med ny viden om bølger er det derfor nødvendigt at forny anlæggene for at sikre en sikkerhedsmæssig forsvarlig produktion fremadrettet.

 

Aftale baner vejen

I marts 2017 indgik Regeringen og Mærsk Oil på vegne af partnerne i DUC en aftale om forbedrede rammevilkårene for olie- og gasproduktionen i Nordsøen. Aftalen er fulgt op at en række ændringer af lovgivningen på området, som er vedtaget af Folketinget i november 2017.

Den indgåede aftale og de forbedrede rammevilkår har samtidig banet vejen for genopbygning af Tyra feltets anlæg. DUC har derfor siden indgåelse af aftalen arbejdet målrettet med at klargøre grundlaget for den endelige investeringsbeslutning.

”Jeg glæder mig over, at der nu er truffet endelig beslutning om at investere i Tyra. Investeringer vil få stor betydning for hele den danske olie sektor, men også for det danske samfund i form af sikring af arbejdspladser og skatteindtægter”, udtaler Birgitta Jacobsen, direktør i Nordsøfonden.

 

Gas er en del af den grønne omstilling

Danmark er i fuld gang med en omstilling, som skal gøre energiforsyningen uafhængig af fossile brændsler i 2050. Inden for produktionen af el er vi nået langt, men der er stadig stor efterspørgsel på olie og gas til bl.a. opvarmning og transport og også som råstof til produktion af f.eks. maling, lægemidler og plastik.

På sigt vil gas og olie kunne erstattes af andre energiformer, men der er en række udfordringer ved overgangen til mere bæredygtige teknologier, og den proces er omkostningsfuld og tager tid. Derfor vil gas – og også olie – ifølge alle fremskrivninger og prognoser udgøre en væsentlig del af energimixet i Danmark i mange år frem i overgangsperioden.

Især gas kan indgå som et væsentligt element i den grønne omstilling. Naturgas er det reneste fossile brændsel, og det er derfor vigtigt at opretholde en velfungerende og kontinuerlig forsyning af gas, så den kan udnyttes effektivt i den grønne omstilling.

”Gassen er hensigtsmæssig at bruge som brændsel i overgangsfasen. Tyra feltet er Danmarks største gasfelt og derved en vigtig del af vores energiforsyning i mange år frem. Samtidig kan selvforsyning af energi vise sig hensigtsmæssig i den nuværende geopolitiske situation”, siger Birgitta Jacobsen.

 

Genopbygning medfører nye muligheder

Genopbygningen af Tyra vil betyde, at nye, mindre fund vil få nemmere adgang til infrastruktur i fremtiden. Sammen med de forbedrede rammevilkår kan beslutningen om genopbygning være med til at skabe et positivt investeringsklima i den danske del af Nordsøen og en realisering af det tilbageværende potentiale.

Birgitta Jacobsen uddyber: ”Netop adgangen til infrastruktur kan være en afgørende faktor i udbygningen af nye, mindre felter, da det kan reducere omkostningerne. Med en genopbygning af Tyra feltet, kan vi indvinde væsentlige mængder af olie og gas, som ellers ville blive efterladt i undergrunden. Og det forbedrer forsyningssikkerheden, sikrer de mange jobs i sektoren og giver indtægter til statskassen”.

 

For yderligere information, kontakt direktør Birgitta Jacobsen, tlf. 21 78 46 78, mail: bij@nordsoefonden.dk

Læs pressemeddelelse fra Mærsk Oil

 

Dansk Undergrund Consortium:

Shell Olie- og Gasudvinding Danmark B.V. Holland    36,8 %
A.P. Møller-Mærsk A/S                                               31,2 %
Nordsøfonden                                                            20,0 %
Chevron Denmark                                                      12,0 %

Mærsk Olie og Gas A/S er operatør.

glqxz9283 sfy39587stf02 mnesdcuix8
sfy39587stf03
sfy39587stp14