Artikel: Produktion fra Ravn feltet åbner for nye muligheder

 19. april 2017

Oversigt over RavnRavn feltet er blevet sat i produktion i begyndelsen af 2017. Området omkring Ravn feltet er blevet kortlagt og analyseret omhyggeligt af flere selskaber siden tildeling af en licens i 1. udbudsrunde i 1984.

Tilstedeværelsen af olie i sandsten af Øvre Jura alder i dette område blev påvist med efterforskningsboringen Ravn-1 i 1986 og efterfølgende bekræftet med vurderingsboringen Ravn-2 i 1987. På det tidspunkt blev det dog vurderet, at det ikke var muligt at starte produktion fra fundet, og området blev tilbageleveret til staten. Udfordringen var bl.a., at olien ligger i lag med høj temperatur og højt tryk. 

I forbindelse med 6. udbudsrunde i 2006 blev området igen omfattet af en efterforskningslicens. Licensen blev tildelt en licensgruppe med Wintershall som operatør og Nordsøfonden som partner. Der er indsamlet nye seismiske data over området, og der er udført yderligere to boringer, vurderingsboringen Ravn-3 og efterforskningsboringen Hibonite-1. Boringerne bekræftede tilstedeværelsen af olie i et større område i licensen, kaldet ”Greater Ravn Area”. Denne nye viden og den teknologiske udvikling har dannet basis for beslutningen om at udbygge og sætte dette dybtliggende oliefelt i produktion. 

 

Udbygning på nye dybder

Olien i Ravn feltet befinder sig i Jurassiske sandsten, der er fundet på mere end 4.000 meters dybde. Der har ikke tidligere været produktion fra så dybe lag i Danmark. Feltet planlægges udbygget i faser for løbende at indhente data og opnå erfaring med produktiviteten og anden information fra de forskellige dele af olieforekomsten.

Nordsøfonden forventer som partner, at vi sammen med operatøren Wintershall kan bruge erfaringerne fra Ravn udbygningen til bedre at forstå aflejringsmønstre, forkastninger, reservoirkvalitet og dermed produktionsevne for denne type felter med dybe reservoirer.

Dette vil sammen med produktionserfaringerne fra Ravn give vigtige informationer, der kan danne grundlag for en beslutning om udbygning af de øvrige dele af Greater Ravn Area med et forventeligt højt potentiale. Området indeholder ud over Ravn og Hibonite også strukturerne Heulandite, Haukite og Heno. 

 

Infrastruktur skaber potentiale

Med produktionen fra Ravn og en forventning om videre udbygning på flere strukturer i ”Greater Ravn Area” åbnes der for ny muligheder i denne del af det danske område. Andre tidligere fund i området er også under overvejelse om, hvorvidt de kan udvikles og udbygges. Wintershall har i 7. udbudsrunde bl.a. fået tildelt et område, som omfatter fundene Elly og Luke. Her deltager Nordsøfonden med 20 %.  Elly boringerne fra henholdsvis 1984, 1988 og 1992 har her påvist gas i Øvre og Mellem Jurassiske sandstenslag, mens Luke-1 boringen i 2010 fandt olie i Mellem Jura Sandsten.

Udbygning af ”Greater Ravn Area” samt Elly og Luke fundene kan derfor tænkes sammen for at udnytte viden og erfaringer. Samtænkning kan desuden betyde, at en infrastruktur i området udnyttes bedst muligt både med hensyn til valg af udbygningskoncept og eksportruter for produktionen. Såfremt det besluttes at placere en større selvstændig platform i ”Greater Ravn Area”, vil det kunne åbne op for nye muligheder for opkobling fra nærliggende potentielle fund.

 

 

glqxz9283 sfy39587stf02 mnesdcuix8
sfy39587stf03
sfy39587stp14