Artikel: Nye perspektiver for olie- og gasproduktion i Nordsøen

22. marts 2017

Rammerne for nye investeringer i olie- og gasproduktion i Danmark er nu fastlagt gennem en ny aftale mellem regeringen og partnerne i DUC. Aftalen medfører forbedringer af rammevilkårene for olie- og gasproduktionen i Nordsøen. Det forventes at give en fornyet optimisme og investeringslyst hos olieselskaber og derved gode perspektiver for produktionen og indtægterne til staten i fremtiden.

Det samlede potentiale i den danske del af Nordsøen er stort, og der er fortsat interesse fra olieselskaberne i det danske område. De forbedrede rammevilkår vil øge mulighederne for at indfri dette potentiale.

En fortsat indvinding af olie og gas fra Nordsøen vil være til gavn for hele det danske samfund bl.a. gennem indtægter til staten og øget forsyningssikkerhed. Samtidig er en egen produktion og anvendelse af gas i energisystemet hensigtsmæssigt i en overgangsperiode mod et samfund uafhængigt af fossile brændsler, da gas er det reneste fossile brændsel.

Aftalen betyder to væsentlige ting. Dels fortsætter arbejdet mod en genopbygning af anlæggene på det centrale Tyra felt og dels forbedres de økonomiske vilkår gældende for alle olie- og gasselskaber.

 

Genopbygning af Tyra sikrer vigtig infrastruktur

Tyra feltet er det største danske gasfelt, og anlæggene er centrale for den samlede danske infrastruktur, da næsten 90 pct. af den danske gas passerer gennem anlæggene på vej til land. En række tilknyttede satellitfelter, Harald og Lulita, Svend, Valdemar, Roar og Tyra Sydøst er afhængige af Tyra feltets anlæg.

De nye rammevilkår gør det muligt at genopbygge og fortsætte produktionen af olie og gas fra Tyra feltet og de tilknyttede satellitfelter - alle med kendte olie- og gasreserver, som ellers ville blive efterladt i undergrunden.

De nye anlæg på Tyra feltet betyder også, at en vigtig del af infrastrukturen i Nordsøen vil være tilgængelig i mange år endnu. Adgang til en tilgængelig infrastruktur i Nordsøen er en forudsætning for udbygning af nye, mindre felter. Netop omkostningerne til transport og behandling af den producerede olie og gas kan være afgørende for, om det kan betale sig at sætte nye fund i produktion.

Aftalen betyder, at der vil blive lavet en række lovændringer, som bl.a. vil gøre det nemmere for olieselskaber at tilslutte nye, mindre fund til den eksisterende infrastruktur. På sigt vil også nye felter kunne kobles op til bl.a. Tyra feltets anlæg, og derved kan der indvindes yderligere væsentlige mængder af olie og gas.

 

Nye fund bliver rentable

Aftalen betyder en række forbedringer i de økonomiske vilkår for olie- og gasindvinding i Nordsøen i perioden 2017 til 2025. Forventningen er, at der derved kan igangsættes olie- og gasproduktion fra flere nye felter både i og udenfor DUC. Det gælder også projekter, der næppe var rentable under de tidligere rammevilkår. Der er tale om projekter i en række forskellige planlægningsstadier, men for alle gælder, at projekterne har været udfordret af det nuværende olieprisniveau og økonomiske vilkår.

Der er en del fund af olie og gas fordelt i det danske område, som forhåbentligt kan blive udbygget med de nye rammer. Det drejer sig f.eks. om Solsort, Greater Ravn området, Robin Hood samt Svane og Hejre, se kort.

 

kort over fund

 

For yderligere information, kontakt Søren Frederiksen tlf. 2041 6710, mail: sfd@nordsoefonden.dk

 

 

glqxz9283 sfy39587stf02 mnesdcuix8
sfy39587stf03
sfy39587stp14